Babysvømning

Hver tirsdag (minus skolernes sommerferie) mellem kl. 14 & 18 byder vi på babysvømning. Der er ikke bindende tilmelding og man møder bare op når det passer ind. Vandet er dejligt varmt og ideelt for babyer (Babybassin 34 grader og mellembassin 32 grader)

 

Giv jer selv og jeres baby en god oplevelse. Der er mange ting, I selv kan gøre, for at få en god badeoplevelse. Baby vænnes til bassinerne og lydene med tiden, hvorfor det er vigtigt at komme afsted jævnligt. Vi er opmærksomme på, at I får en god oplevelse i rolige omgivelser.

.Babyer elsker at være i vandet, hvilket er en bonus idet babysvømning styrker barnets motorik og muskulatur. Yderligere er der en forbindelse mellem vand og velvære, som barnet kender fra fostertilstanden. Børn der går til svømning, får meget tidligt et indtryk af deres egen kropsbalance og nyder fornemmelsen af at flyde og det tætte samvær med deres forældre.


Når I begynder med babysvømning, er der nogle enkelte regler I skal huske at følge af hensyn til dit barn. Dit barn må komme i svømmehallen, når navlen er helet og tør. Dette for at undgå infektioner. Barnet skal bruge en tætsiddende badeunderbuks. Over disse badeunderbukser kan barnet have almindelige badebukser på. Husk at foretage et ”pottebesøg” inden barnet kommer i vandet. Slip aldrig dit barn af syne.

Værd at vide om babysvømning

Vandskræk er tillært! Vandskræk findes ikke hos spæd- og småbørn. Det er oftest mor eller far, der er vandskræk. Ligesom barnet kan mærke om du er glad eller trist, vil det også kunne fornemme en eventuel vandskræk. Mange voksne har vandskræk, hvilket kan skyldes flere ting. Det vigtige er, at vi er opmærksomme på det, så vi ikke viderefører denne vandskræk til barnet.
Spædbørn der får ansigtet under vand, holder automatisk vejret. Denne evne forsvinder ved 6-8 måneders alderen. Spædbørn har stor opdrift i vand og dermed bedre mulighed for at bevæge sig frit. Spædbørn under vand vil bevæge sig i hundesvømmestil uden dette er indlært.

Praktiske råd og oplysninger

De første gange en baby er i vandet, er det ofte ganske få minutter. Gå op, hvis babyen fryser eller bliver ked af det. Med tiden bliver det nemmere at kunne øge tiden i vandet. Klæd stille og roligt om, så også dette bliver en behagelig oplevelse. Finder du det nemmere, er der i selve svømmehallen mulighed for at bade og skifte din baby ved et moderne puslebord med kar, håndbruser og pusleplads.

Din baby kan godt tåle at sluge klorvand. De sluger faktisk mindre, end man tror. Din baby er tørstig efter svømmeturen, så tag eventuelt en sutteflaske med. Denne kan varmes ved henvendelse til personalet. Har din baby dårlige ører, eller er du i tvivl om andet vedrørende sundhed, anbefaler vi, at du søger råd hos egen læge. Det er vigtigt at have et håndklæde med ind til bassinkanten. Dette bruges til at svøbe om barnet, så det ikke bliver for afkølet og begynder at fryse.

Pris

Pris ved enkeltbillet: Barn: 30,- Voksen: 45,-
Pris ved familiekort: Barn: 16,- Voksen: 32,-

Se alle tilbud & events

bubblemedia