HOLDBESKRIVELSER

AQUAFITNESS: AquaFitness er aerobic i vand, der effektivt træner alle muskler, samtidig med at der er minimal belastning af led. Træningsformen er optimal til genoptræning, men henvender sig også til dem, der er i god form og ønsker at blive udfordret. Træningen foregår i det store bassin i svømmehallen.

Se videopræsentation af Aquafitness

BODYTONING: BodyToning er en træningsform, der træner alle kroppens store muskelgrupper, samtidig med at man får pulsen op. Der vil blive brugt forskellige former for redskaber, såsom stepbænk, vægtstang, vægtskiver, træningselastik mm. Timen er velegnet til dig, som ønsker opstramning og toning af hele kroppen. Kropsholdning og korrekt teknik er således hele tiden i fokus.

Se videopræsentation af Bodytoning

BODYFLOW: kombinerer østens mystik med vestens nyeste viden om træning. Holdet forener elemebter fra yoga, pilates og tai chi og er bygget op omkring øvelser for smidighed, balance og styrke. Bodyflow fokuserer på åndedræt, indre ro og harmoni. Bodyflow er for dig, der ønsker at træne hele kroppen, øge kropsbevidstheden, reducere stress og løsne op for spændinger. Alle kan være med - også mænd.

Se videopræsentation af Bodyflow

BODYPUMP: Body Pump er en træningsform, som træner og toner dine muskler i en kombination af styrketræning og konditionstræning. Der arbejdes med vægtstænger og skiver i forskellige størrelser efter eget ønske. Body Pump resulterer, trods navnet, ikke i store pumpede muskler, men fokuserer på toning og markering af alle kroppens muskler. Der arbejdes med forholdsvis lav belastning og mange gentagelser. Intensiteten er høj, hvilket giver en høj kalorieforbrænding. Med andre ord; det er en time, der bør prøves af alle!

Se videopræsentation af Bodypump

CROSSFITNESS: CrossFitness er en intensiv og alsidig træningsform, der bygger på kroppens naturlige bevægemønstre. CrossFitness forbedrer styrke, kondition, hurtighed og udholdenhed. Træningen er intens, udfordrende og sjov. Alle, uanset træningsniveau, kan være med, da øvelserne kan tilpasses den enkelte deltager. CrossFitness foregår i Boxen.

Se videopræsentation af Crossfitness

FLAD MAVE/STÆRK RYG: Dette hold har kort og godt til formål at gøre din mave fladere og stærkere. Dette gøres ved effektiv træning af de dybe mavemuskler, også kaldet transversus abdominis. Som en sidegevinst styrker mange af øvelserne også lænden og dermed kropsstammen. For at få den flade mave, skal der ligeledes forbrændes fedt/kalorier. Timen består derfor også af pulstræning.

Der findes forskellige typer af flad mave/stærk ryg hold:

- INTRO: Et hold hvor alle kan være med. Timen varer 40 minutter og der er dermed sat tid af til forklaringer omkring de enkelte øvelser og vejrtrækningen.
- Flad mave/Stærk ryg 40 minutter: Til dig som er klar til at tage skridtet videre fra en INTRO time.
- Flad mave/Stærk ryg 50 minutter: For de øvede.

Se videopræsentation af flad mave/stærk ryg

FYSIOTRÆNING (V. FYSIOTERAPEUT JETTE SCHOUSBOE OG MARIE MARQUARD)

Hvis du har problemer med ryggen eller gerne vil undgå at få det, er FysioTræning det helt rigtige for dig. Hele kroppens muskulatur trænes, mens der er særligt fokus på kropsstammen, som består af mave og lænd. Netop kropsstammens muskler er utrolig vigtige, da det er disse, der sørger for stabilitet omkring rygsøjlen.

GLA:D® – HOFTE/KNÆ er et hold med fokus på at lindre smerter i hofte og knæ. Du vil få styrket dine mave- og rygmuskler samt lårmuskulaturen og lærer at have en god holdning, så du skåner dine knæ. Derudover vil du blive undervist i, hvad der sker i kroppen ved artrose, og hvordan man ”behandler” sig selv. Undervisningen bliver varetaget af en specialuddannet fysioterapeut. 

GLA:D® RYG er for alle som har nuværende eller tilbagevende rygsmerter. Holdet har fokus på at få dig til at bevæge og bruge din ryg optimalt. GLA:D® Ryg er bygget op af alle de ting, vi ved, der har størst effekt på rygsmerter. Derudover vil du modtage undervisning i, hvad det er der sker, når vi har ondt. Undervisningen bliver varetaget af en specialuddannet fysioterapeut.

Se videopræsentatino af GLA:D® RYG

MOBILITY: er til dig, der har et ønske om at blive mere smidig. Du forbedrer rækkevidden i dine led, så du nemmere kan udføre de bevægelser, der udføres på de andre hold. Der er fokus på udstræk, balance og forøgelse af din kropsbevidsthed. Samtidig er det også med til at forebygge skader. Mobility er derfor et godt supplement til de andre hold og er en anderledes måde at styrke din krop på.

HIIT CARDIO: HIIT Cardio står for Høj Intensiv Interval Træning Cardio og er en yderst effektiv træningsform, som typisk består af helt korte 20-30 sekunders intervaller med tilsvarende pauser imellem hvert interval. Man gennemfører typisk 10-20 intervaller på en time. HIIT er effektivt til at forbrænde fedt, fordi du ikke alene forbrænder en masse kalorier under træningen, men fordi du også har en signifikant fedtforbrænding efter træningen. HIIT Cardio er for alle!

Se videopræsentation af Hiit Cardio

HIIT STYRKE: HIIT Styrke står for Høj Intensiv Interval Træning Styrke og er en yderst effektiv træningsform, som typisk består af 30-60 sekunders intervaller med tilsvarende pauser imellem hvert interval. Man gennemfører typisk 10-20 intervaller på en time. HIIT er effektivt til at forbrænde fedt, fordi du ikke alene forbrænder en masse kalorier under træningen, men fordi du også har en signifikant fedtforbrænding efter træningen. På disse timer vil man kunne opleve at træne med meget vægt. HIIT Styrke er for alle!

Se videopræsentation af Hiit Styrke

PILATES: Pilates er en effektiv træningsform for især ryg, mave og holdning. Styrkeøvelserne kombineres med  dybe vejrtrækninger, hvilket bevirker en afstressende effekt på krop og sjæl. Kroppen bliver stærk og smidig af Pilates og når først grundprincipperne er indlært, kan de nemt overføres til dagligdagen, så vi husker at sidde og gå med den rette holdning.

Se videopræsentation af Pilates

YOGA: Hos Hedensted Centret tilbyder vi flere former for Yoga:

Se videopræsentation af Yoga

Yoga - Find din indre ro og få mere energi.
På en almindelig Yoga time vil der være fokus på både styrke, smidighed, balance, åndedræt og ro. Kombinationen af de fysiske stræk og det mentale fokus øger effekten og hjælper dig med at være til stede i nuet og slippe eventuelt mentalt stress. Du vil blive guidet gennem timen, hvor der er tid til at blive rettet på og korrigeret ind i de rigtige stillinger. En time hvor alle kan være med.

Begynder Yoga – For dig som har lidt eller ingen kendskab til Yoga
Når du er i god kontakt med din krop, er det nemmere at mærke, hvad der er godt eller hvad der er skidt for dig og du bliver bedre til at lytte til dig selv og din krop. På denne time kan du forvente en blød og rolig start, hvor krop og sind lander på yogamåtten. Derefter vil der være yogaøvelser i et dejligt flow, hvor kroppen strækkes, smidiggøres, styrkes og balancen øges. Igennem timen frigiver vi små spændinger, som kunne være opstået i løbet af dagen og nærværet til åndedrættet øves. Timen afsluttes med en afspænding og kropsscanning, som øger bevidstheden om din krop.

Hensynstagende Yoga - Har du brug for særlige hensyn i din yoga, så er dette holdet for dig. Der er mulighed for at opnå ny styrke, smidighed, indre ro og afspænding. Med udgangspunkt i kroppens symmetri og lige linjer, træner vi stillinger, som styrker din ryg/nakke, arme/skuldre samt smidiggør ben/bækken. Vi gør det i et roligt tempo med opmærksomhed på vejrtrækning og kropsbevidsthed. Din energi genopbygges med hvilestillinger og afspænding via dybere kontakt med åndedrættet. Holdet tilpasses den enkelte - så alle kan være med.

Power Yoga - En fantastisk træningsform der giver en lang række fordele
På en Power Yoga time opnår du følgende fordele: Afstresning og afspænding, opstramning af hele kroppen, mærkbar øget smidighed, øget styrke, stabilitet og muskelkontrol, bedre balance, bedre og dybere vejrtrækning, vægttab og bedre fordøjelse, lavere blottryk og kolesteroltal, bedre holdning, som giver mindre stress og smerte i nakke, skuldre og ryg og øget kropsbevidsthed.

Hatha Yoga – Energi og harmoni
Hatha Yoga er blide og styrkende øvelser for krop og sind. Med yogaens fordybende bevægelser og intense stræk, sættes der gang i de udrensende processer, samtidig med at den harmoniske forening af naturligt åndedræt og bevægelser afspænder musklerne og beroliger sindet. Hatha Yoga giver dig energi og harmoni.

Morgen Yoga - Det handler om at være i flow
Start din dag op med rolige yogastræk. Du lærer at kontrollere og fokusere på dit åndedræt gennem de blide bevægelser. Der er fokus på både det fysiske, såvel som det mentale. Timen afsluttes med meditation og åndedrætsøvelser.

Mindfull Yoga – Flyt dit fokus ned i kroppen
Mindfull Yoga giver velvære, styrke, ro, balance og øget kropsbevidsthed. Mærk din vejrtrækning, mærk din krop og lyt til dens signaler. Sæt tempoet helt ned og nyd langsomheden og rytmen i dit eget åndedræts tempo. På timen skulle du gerne blive bedre til at lytte efter din egen indre stemme ved hjælp af åndedrætsøvelser, yogaøvelser, meditation og afspænding. Du bliver guidet igennem liggende eller siddende stillinger - gerne med lukkede øjne, hvis det føles trygt for dig. Man vil (måske) komme op på alle 4 og videre op i stående stillinger til styrke, balance og måske en solhilsen. Der vil være forskellige programmer fra gang til gang og timen afsluttes med en afspænding.

SENIORTRÆNING: Vi starter med fælles opvarmning, for at få pulsen op og gang i leddene. Derefter arbejder vi med styrketræningsmaskinerne og afslutter med fælles udstrækning. Der er en instruktør til stede under hele træningen, så du kan få den rette vejledning til din træning.

Se videopræsentation af Seniortræning

SUSPENSION TRÆNING (TRÆNING I SLYNGER): Suspensions- eller slyngetræning er en effektiv træningsform, for dig der vil træne styrke, stabilitet, balance og core. Suspensionstræning er en funktionel træningsmetode, hvor vi træner i en slynge. Du bruger dermed din egen krop som vægt og modstand. Instruktøren hjælper dig med teknikken og du bestemmer selv hvor hårdt du vil træne. Man kan nemlig gøre en øvelse lettere eller sværere, ved at tage et skridt frem eller tilbage. 

CYCLING: I Hedensted Centret har vi to former for cycling hold; almindelig cycling og cycling INTRO.

Cycling er instruktørstyret cykling på en stationær cykel til motiverende musik. Der er intervaller af forskellig varighed og tempo og der skiftes mellem siddende og stående kørsel. Intensiteten er høj og du vil opnå en meget høj forbrænding og effektiv konditionstræning. Der kan anvendes både cyclingsko (look og SPD), men man kan også bruge almindelige sko.

På vores cycling timer er der mulighed for at anvende Suunto, som er vores unikke pulstræningssystem, der gør din træning endnu mere effektiv og motiverende. Det er frivilligt, om du vil have pulsbælte på.

Se videopræsentation af Cycling

Cycling INTRO er for dig, der aldrig før har prøvet cycling. Der bliver instrueret i korrekt indstilling af cyklen og i generel cyclingteknik. Timen foregår i et behersket tempo med mange indlagte pauser undervejs. Timen er kortere end en almindelig cycling time. Vi hjælper dig og sørger for, at du får en god oplevelse.

SWITCHING CIRKELTRÆNING: Switching er en hurtig og effektiv træning af hele kroppen i vores unikke cirkeltræningssystem. Switching er en kombination af styrketræning og konditionstræning og meget velegnet til toning af kroppens muskler og et godt supplement til vægttab.

Se videopræsentation af Switching Cirkeltræning

TEEN FITNESS (10-13 år): Teen Fitness er sjov, varieret og effektiv træning for både drenge og piger i alderen 10-13 år. Holdet varetages af veluddannede instruktører, der sikrer, at træningen er tilpasset aldersgruppen. Alle kan være med, uanset om man er vant til at dyrke idræt eller ej. 

FIT KIDS (7-9 år): fra uge 36 Forskellige kompetente instruktører sørge for at børn får pulsen op samtidig med at de forhåbentlig får det sjovt. 

Se videopræsentation af Børnefitness

ZUMBA: Zumba er den hurtigst voksende dansebaserede fitnessform i verden, hvor motionister i alle aldre forelsker sig i den smittende latinamerikanske musik, de simple dansetrin og de store kropsrelaterede fordele. Det er sjovt, effektivt, opstrammende, konditionsgivende og særdeles fedtforbrændende. Du behøver ikke at kunne danse i forvejen, hvorfor Zumba er for ALLE.

Se videopræsentation af Zumba

MOR OG BABY TRÆNING: Mor og baby træning er opstramning af hele kroppen med fokus på træning af bækkenbund, mave/ryg, arme, baller og lår. Vores speciel-uddannede instruktør differentierer øvelser og intensitet, så alle kan være med. Der kan sagtens forekomme øvelser, hvor mor og baby træner sammen. Hvis baby sover, er der mulighed for at stille barnevognen uforstyrret lige uden for træningssalen. For dem som skulle have lyst, så har man nu mulighed for at fortsætte i svømmehallen sammen med baby. Her vil der nemlig være babysvømning fra kl. 14.00.

Se videopræsentation af Mor og Baby Træning

WALKING FITNESS: foregår på et slags løbebånd, som primært bruges til gang. Som udgangspunkt kører timerne som holdtræning med en varighed på 40 minutter. Walking fitness er en sjov og effektiv motionsform, hvor man både arbejder med kondition og styrke af ben og baller. Samtidig arbejder man hele tiden med core muskler for at stabilisere og holde balancen. Båndet er laver således, at man selv skal træde det rundt. Det har en konstant stigning på 15 %. Denne stigning kan man dog selv stille op eller ned - alt efter hvilken form man er i. 

Se videopræsentation af Walking Fitness

CORE/STABILITETSTRÆNING: forbereder muskler og led på de belastninger kroppen udsættes for når man fx skal stå på ski. Der forkuseres på træning af muskeludholdenhed, balance og ledstabilitet. Der vil være meget fokus på træning af ben, baller, mave og ryg.

bubblemedia